
Med støtte fra Marius Pedersens Fond har mere end 150 unge ukrainere været på højskoleophold i Danmark. 39 af dem i 2025. Og støtten fortsætter i 2026.
”Vi vil rigtig gerne bidrage til den demokratiske dannelse. På et tidspunkt skal Ukraine genopbygges, og så vil vi gerne bidrage til, at det bliver med europæiske og demokratiske værdier og et stærkt civilsamfund,” fortæller bestyrelsesformand i fonden Uffe Tønning Hansen.
Højskolestipendierne formidles gennem Folkehøjskolernes Forening i Danmark. Halvdelen af de unge ukrainere er flygtninge i enten Danmark eller andre europæiske lande, mens den anden halvdel bor i Ukraine.
”Danske unge har fået ballast fra et højskoleophold i mere end 100 år, og den mulighed skal ukrainske unge også have. De får et ståsted og en ballast i en svær tid. Samtidig med et netværk og et fællesskab,” siger Uffe Tønning Hansen.
Højskoleopholdene kan også gives til russiske unge, men der har kun været enkelte ansøgere fra Rusland indtil videre, fortæller bestyrelsesformanden.
Marius Pedersens Fond
- Marius Pedersens Fond ejer Marius Pedersen koncernen
- Koncernen arbejder med entreprenøropgaver, affaldshåndtering og genanvendelse. Virksomheden har datterselskaber i Tjekkiet og Slovakiet
- Den normale uddelingsramme ligger på omkring 8 millioner årligt, men fonden afsatte 16. millioner til uddeling i 2022
- Som hovedregel foretages uddelinger en gang årligt i forbindelse med stifter Marius Pedersens fødselsdag 3. juni
- Fonden uddeler støtte til efterkommere af Marius Pedersen og samfundsmæssige og velgørende formål
- Fonden øger ifølge årsregnskabet i disse år sit fokus på samfundsmæssige formål inden for virksomhedens interessesfære; blandt andet ved uddeling til forskning i fremme af cirkulær økonomi
Østeuropæisk engagement
Fonden har også involveret sig i at støtte krigens ofre på andre måder. Marius Pedersens Fond har datterselskaber i Tjekkiet og Slovakiet, så derfor føltes krigen særlig tæt på.
”Rigtig mange fonde gik jo ind og støttede, da krigen i Ukraine brød ud. At der er kommet krig i Europa igen, er tæt på for os alle. Men det er selvfølgelig også en faktor, at vi kender området godt og har aktiviteter i Østeuropa. Så kommer det ekstra tæt på,” siger bestyrelsesformand Uffe Tønning Hansen.
Marius Pedersens Fond har udover højskoleopholdene ydet direkte støtte til en række nødhjælpsorganisationer. Både danske og østeuropæiske:
”Gennem vores slovakiske datterselskab har vi også kunne sende køretøjer til beredskabet og Røde Kors i Ukraine,” fortæller bestyrelsesformanden.
Ideen til at støtte netop højskoleophold kom fra højskoleeleverne selv. Da krigen brød ud, begyndte nogle højskoleelever spontant at samle penge ind for at kunne tilbyde højskoleophold til krigsramte unge ukrainere.
”Det hørte vi om og syntes lød som en god ide. Vi rakte ud, og det blev til det samarbejde, som har kørt siden og fortsætter ind i 2026,” siger Uffe Tønning Hansen.
Marius Pedersens Fond har skruet op for bevillinger
I 2022 sneg Marius Pedersens Fond sig ind på top 100 over de mest uddelende fonde – på en 97. plads. Og fonden har i det hele taget haft et par år med ekstraordinært store uddelinger, fortæller bestyrelsesformanden. Først i anledning af fondens 50-års jubilæum og siden i anledning af virksomhedens 100-års fødselsdag. I de kommende år forventes uddelingsniveauet at vende tilbage til de omkring 8 millioner årligt, som rammen ligger på.
Vi har ikke nogen direkte målsætning om at øge uddelingerne, men generelt set stiger uddelingsniveauet for erhvervsdrivende fonde, så det er jo den vej udviklingen og trenden går.
Uffe Tønning Hansen – Bestyrelsesformand, Marius Pedersens Fond
Men bestyrelsesformanden afviser ikke, at det beløb kan vokse.
”Det er jo nok den vej, det går. Vi har ikke nogen direkte målsætning om at øge uddelingerne, men generelt set stiger uddelingsniveauet for erhvervsdrivende fonde, så det er jo den vej udviklingen og trenden går. Affaldshåndtering og cirkulær økonomi er en central del af den grønne omstilling, så der er ikke noget, der tyder på, at virksomhedens indtjening vil dale, så forudsætningerne er på plads,” siger Uffe Tønning Hansen.
Hjemmeside og sekretariat i støbeskeen
Fonden vægter midtfynske ansøgninger og uddannelse, men kan ’yde økonomisk støtte til samfundsmæssige og velgørende formål’, som det står i vedtægterne.
”Det er en meget bred formulering, og det er med vilje. Vi specialiserer os ikke indenfor et særligt område,” siger bestyrelsesformanden Uffe Tønning Hansen, som er barnebarn af virksomhedens og fondens stifter Marius Pedersen.
Som eksempel på bevillinger fortæller han, at fonden i år har indgået flerårige partnerskaber med fire organisationer: Læger uden Grænser, Folkekirkens Nødhjælp, SOS Børnebyerne og Ingeniører uden Grænser. Organisationer som fonden stoler på og gerne vil støtte. Uden yderligere dikkedarer.
”Du kan vel godt kalde det tillidsbaserede donationer. Men vi har nu altid bevilliget på den måde, at vi ikke har fulgt bevillingerne særlig tæt. Vi har ikke et sekretariat, og vi har aldrig ønsket effektmålinger og den slags, som andre fonde har satset på,” siger han.
Vi har ikke et sekretariat, og vi har aldrig ønsket effektmålinger og den slags, som andre fonde har satset på.
Uffe Tønning Hansen – Bestyrelsesformand, Marius Pedersens Fond
Marius Pedersens Fond har heller ingen konkrete planer om et sekretariat – endnu.
”Men jeg har da bemærket gennem mine år som bestyrelsesformand, at både virksomheden, lovgivningen, fonden og ikke mindst fondsverdenens rolle i samfundet har udviklet sig, så på et tidspunkt kommer der nok en lille sekretariatsfunktion,” siger Uffe Tønning Hansen, som har siddet i fondsbestyrelsen siden 2012.
I første omgang har bestyrelsen besluttet, at fonden skal have en hjemmeside i løbet af 2025. Her skal der fremgå eksempler på uddelinger.
”Vi har købt et domæne, men ikke helt besluttet, hvordan formen eller indholdet skal være,” siger Uffe Tønning Hansen.
Marius Pedersens Fonden håber at få lettet kommunikationen og også få kvalificeret ansøgerfeltet, men har ikke et udtalt ønske om at gøre opmærksom på sine uddelinger.
”Vores stifter Marius Pedersen var ikke en mand, som stillede sig selv i forreste række og havde store armbevægelser. Så det er i stifters ånd at arbejde lidt mere stilfærdigt, siger stifterens barnebarn og bestyrelsesformand.

