
Vi begynder ugens uddelingsoverblik med et nyt partnerskab mellem Parasport Danmark og Lone og Kaj Nielsens Familiefond.
Partnerskabet strækker sig over de næste fire år og skal skabe bedre muligheder for, at mennesker med handicap eller særlige behov kan dyrke idræt, bevæge sig og tage del i sociale fællesskaber. Derudover vil der være særligt fokus på mennesker, der er kommet til skade, mens de har dyrket deres sport, og som har brug for støtte, så de kan fortsætte med at være aktive i idrætten, fortæller repræsentant for Lone og Kaj Nielsens Familiefond Jakob Leth:
”Hvis uheldet er ude, og en skade ændrer på ens hverdag og forudsætninger, er det afgørende, at der fortsat findes muligheder for at indgå i et socialt fællesskab og dyrke idræt. Parasport Danmark er med til at sikre netop dét for mennesker med handicap eller særlige behov. Det er et utroligt meningsfuldt arbejde, som vi meget gerne vil støtte op om i fonden," siger Jakob Leth i en pressemeddelelse fra Parasport Danmark.
Lone Kaj Nielsen og hendes mand Kaj Nielsen var begge vigtige profiler inden for ride- og galopsporten i Danmark, og derfor vil blandt andet ridning blive prioriteret i partnerskabet:
”Ridning, sejlsport og atletik er idrætsgrene, hvor adgang til de rette faciliteter, specialiseret udstyr og kvalificeret støtte er helt afgørende. Med fondens opbakning får vi bedre mulighed for at introducere mennesker med et handicap til nye idrætsmuligheder og hjælpe dem videre i deres idrætsliv, hvad enten ambitionen er fællesskab, udvikling eller elite,” siger Ivan Løvstrup, direktør i Parasport Danmark.
Med partnerskabet følger i alt 800.000 kroner.
Evaluering af byggerier til børn
Vi fortsætter med evaluering af byggerier til børn og unge.
Alt for ofte, når et byggeprojekt er færdigt, rykker arkitekter videre til det næste projekt. Med det resultat, at vi misser viden om, hvordan bygningerne rent faktisk bliver brugt. Derfor har Realdania afsat tre millioner kroner til tegnestuer, som vil evaluere byggerier til børn og unge, de har arbejdet på. I alt 10 projekter vil blive udvalgt, som hver vil modtage støtte op til 300.000 kroner.
Formålet er at skabe mere viden om, hvordan børn og unge bruger bygninger og byrum, samt hvordan arkitektur kan have både positiv og negativ indvirkning på børn og unges trivsel.
Arkitektur er aldrig bare en baggrundskulisse. Den former vores adfærd, vores vaner og vores relationer, helt ned til den måde, vi føler os tilpas eller utrygge i et rum eller en bydel
Siri Daa Funder – Projektchef, Realdania
”Arkitektur er aldrig bare en baggrundskulisse. Den former vores adfærd, vores vaner og vores relationer, helt ned til den måde, vi føler os tilpas eller utrygge i et rum eller en bydel. Ofte sker det så subtilt, at vi let overser, hvor afgørende de fysiske rammer er for vores trivsel. Derfor er der behov for, at vi skærper blikket og i højere grad genbesøger og evaluerer vores bygninger og byrum. Det skal vi gøre for at forstå, hvordan mennesker oplever og bruger de fysiske rammer, der er bygget, og hvilken effekt rammerne har på det levede liv,” siger Siri Daa Funder, projektchef i Realdania i en nyhed på den filantropiske forenings hjemmeside.
I mange år har byggebranchens evalueringer haft fokus på tekniske installationer og vedligehold. I stedet håber Realdania, at der kan komme større fokus på, hvordan bygningerne bliver brugt, fordi der her gemmer sig vigtig viden for fremtidens byggeri, mener Siri Daa Funder.
”I en verden, hvor ressourcerne bliver mere knappe, skal funktionaliteten og den faktiske anvendelse af bygningerne i centrum, så vi bruger vores materialer bedst muligt og udnytter alle kvadratmeter. Ved at lære af det byggeri, der allerede står, og det, der bliver opført, kan vi være med til at sørge for, at det næste projekt bliver bedre,” siger hun.
Som en del af projektet bliver de udvalgte tegnestuer sat sammen, så de gennem projektperioden vil få mulighed for at dele deres erfaringer med hinanden. Erfaringerne skal bruges til at inspirere andre i byggebranchen.
Bedre forhold for danske tech-startups
Næste stop er tech-verdenen, hvor platformen TechBBQ har modtaget 15 millioner kroner over de næste tre år fra Industriens Fond til at styrke platformens internationale position og skabe flere forbindelser mellem danske startups og globale aktører.
TechBBQ blev etableret i 2013 og har siden udviklet sig til en af Nordeuropas markante platforme for teknologi, innovation og iværksætteri. Derudover afholder TechBBQ hvert år et stort internationalt event i København, som bringer iværksættere, investorer, virksomheder og beslutningstagere fra hele verden sammen.
“Danmark har et stærkt iværksættermiljø, men skal fortsat være synligt og attraktivt i den internationale konkurrence om kapital, talenter og viden. Med denne støtte ønsker vi at bidrage til, at Danmark markerer sig tydeligere som en førende tech- og innovationsnation,” siger Thomas Hofman-Bang, administrerende direktør i Industriens Fond i en pressemeddelelse fra fonden.
Midlerne skal først og fremmest komme danske iværksættere til gode ved at give dem bedre adgang til internationale investorer
Avnit Singh – Administrerende direktør, TechBBQ
Og med den treårige støtte ser TechBBQ store muligheder for at udvikle platformen og ikke mindst tiltrække internationale investorer, eksperter og talenter til Danmark, fortæller den administrerende direktør i TechBBQ.
“Støtten giver os mulighed for at bygge videre på de resultater, vi allerede har skabt, og videreudvikle TechBBQ som en internationalt førende platform, der samler ikke kun det danske økosystem omkring en fælles ambition, men også inviterer verdenens tech- og investeringsmiljø til København. Midlerne skal først og fremmest komme danske iværksættere til gode ved at give dem bedre adgang til internationale investorer, specialiseret talent, teknologisk viden og globalt netværk til at fremme deres rejse og sikre vækst,” siger administrerende direktør Avnit Singh.
Kapacitetsopbygning af Autisme Ungdom
Autisme Ungdom er en organisation, der er skabt af og for unge autister. Med en støtte på 1,6 millioner kroner fra Det Obelske Familiefond kan ungdomsorganisationen nu igangsætte et nyt udviklingsprojekt, som skal skabe bedre rammer for at drive og udvikle både Autisme Ungdoms aktiviteter og selve organisationen.
Over de næste to år skal projektet dels bidrage til at videreudvikle og kvalitetssikre Autisme Ungdoms fællesskaber – både de lokale fysiske fællesskaber og onlinefællesskaberne, så Autisme Ungdoms frivillige får de bedste forudsætninger for at skabe trygge fællesskaber for unge med autisme, skriver Autisme Ungdom i en pressemeddelelse.
“Projektet giver os mulighed for både at passe godt på det fællesskab, vi allerede har, og samtidig tænke mere langsigtet som organisation. I sidste ende handler det om at sikre, at unge autister også i fremtiden bliver hørt, og har et sted, hvor vi hører til,” siger forperson Tea Ingeborg Enevoldsen.
Netop udviklingen af Autisme Ungdom som organisation har været en væsentlig grund til, at Det Obelske Familiefond har støttet projektet:
“Autisme Ungdom spiller en vigtig rolle som brugerdrevet ungdomsorganisation på neurodivergensområdet – ikke mindst i forhold til ærlig og nuanceret formidling af livet som ung med autisme. Vi har stor tiltro til, at Autisme Ungdom kan opbygge et endnu stærkere organisatorisk fundament gennem samarbejdet med Center For Frivilligt Socialt Arbejde,” siger Trine Nyby, social områdechef i Det Obelske Familiefond.
Open source AI hjertediagnostik
Vi fortsætter i det jyske, hvor forskere ved Gødstrup Universitetshospital, Aarhus og Aalborg Universitet har modtaget en bevilling på godt 34 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til et nordisk forskningsprojekt i AI Open Source til at analysere hjerte-CT-scanninger. Formålet er at kunne give læger bedre muligheder for at diagnosticere hjertekarsygdomme.
Når AI-modellerne stilles til rådighed som åben kildekode, bliver det lettere at sammenligne, forbedre og kvalitetssikre løsningerne
Samuel E. Schmidt – Professor i kardioteknologi og innovation, Sund på Aalborg Universitet
Brugen af kunstig intelligens (AI) til hjertediagnostik udvikler sig hurtigt, men i dag er det især hos private virksomheder, at AI-modellerne til at diagnosticere hjertekarsygdomme ligger, og adgangen kan være underlagt patenter og betaling. Med det resultat, at det begrænser forskeres muligheder for at teste, sammenligne og udvikle løsninger på tværs.
Det vil forskerne nu lave om på ved at opbygge en stor database med hjerte-CT-scanninger og etablere en fælles nordisk platform, fortæller Samuel E. Schmidt, der er professor i kardioteknologi og innovation ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Sund) på Aalborg Universitet:
”Det særlige er, at vi samler stærke fagmiljøer på tværs af Norden og bygger en fælles platform med data og metoder, som andre også kan bruge. Når AI-modellerne stilles til rådighed som åben kildekode, bliver det lettere at sammenligne, forbedre og kvalitetssikre løsningerne – og dermed hurtigere omsætte forskningen til bedre og mere ensartet hjertediagnostik til gavn for patienterne,” siger Samuel E. Schmidt i en pressemeddelelse fra Regionshospitalet Gødstrup.
Databasen bliver opbygget af scanninger fra tusindvis af personer i de nordiske lande, fra helt raske til patienter med svær åreforkalkning. AI-modellerne vil blive trænet af forskerteamet og derefter stillet til rådighed som åben kildekode. Selve datarbejdet kommer til at foregå på supercomputeren Gefion, der blev taget i brug i 2024, og som har det højeste sikkerhedsniveau til at sikre personfølsomme data, skriver Regionshospitalet Gødstrup i pressemeddelelsen.
Udover danske forskere indgår forskere fra Norge og Sverige i projektet.
Nye fællesskaber under åben himmel
Foreninger, frivillige ildsjæle, spejdergrupper og kulturinstitutioner står bag nogle af de 22 projekter, der tilsammen har fået omkring 30 millioner kroner af Villum Fondens ’Dagslys og frisk-luft pulje’ til at skabe nye fællesskaber under åben himmel.
Mange af projekterne handler om at give mennesker mulighed for at mødes, lære eller dyrke deres fælles interesser i nye rammer. Projekterne spænder bredt fra små grønne åndehuller etableret af lokale ildsjæle til gentænkning af skoler og institutioners udearealer.
Dagslys og frisk luft har stor betydning for både fysisk og mental trivsel
Signe Staubo Sørensen – Programchef for Kultur og Samfund, Villum Fonden
I Regstrup nær Holbæk kan spejdere og lokale frivillige nu omdanne et grønt område til en levende biotop for blandt andet salamandere og frøer, som børn, unge og skoleklasser kan besøge. Og i Nuuk har Grønlands Erhvervsfaglige Sundhedsskole fået støtte til at omdanne skolens udendørs rygeområde til et grønt fællesskabsrum med fokus på trivsel, motion, ro og sunde vaner for studerende og unge i byen.
”Dagslys og frisk luft har stor betydning for både fysisk og mental trivsel. Med Dagslys og frisk luft-puljen ønsker Villum Fonden at flytte flere aktiviteter ud i det fri og give flere mulighed for at opleve natur, fællesskab og bevægelse i deres nærområde,” siger Signe Staubo Sørensen, programchef for Kultur og Samfund i Villum Fonden i en pressemeddelelse fra fonden.
Røde næser på nordjyske sygehuse
Vi ender denne uges overblik i det nordjyske, hvor Danske Hospitalsklovne har fået 250.000 fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland.
Hospitalsklovnene kommer på de danske hospitaler, hvor de støtter indlagte børn og deres familier i en svær tid ved at sprede glæde og smil. Med støtten kan hospitalsklovnene fortsætte deres arbejde på Sygehus Nord i Aalborg og andre hospitaler i Nordjylland, skriver Sparekassen Danmark Fonden Himmerland på Linkedin.
”Vi vil gerne bakke op om dem, der gør et fantastisk stykke arbejde for at hjælpe børn, og det gør I jo i allerhøjeste grad hos Danske Hospitalsklovne,” sagde fondens bestyrelsesformand Lars Kristensen til hospitalsklovnen Luici på Sygehus Nord i Aalborg, da han modtog checken på de 250.000 kroner på vegne af Danske Hospitalsklovne.


