
Josephine Fock bliver ny direktør for landsforeningen for kvindekrisecentre Lokk.
Lokk har ledt efter en ny direktør siden Laura Kirch Kirkegaard i februar forlod posten for at blive generalsekretær hos KFUKs Sociale Arbejde.
Josephine Fock kommer med erfaring fra både civilsamfund og det politik.
Hun har senest været direktør for Ulf, udviklingshæmmedes landsforbund. Fra 2015 til 2018 sad hun i Folketinget for Alternativet, og var også i en overgang på knap et år partiets politiske leder efter Uffe Elbæk.
”Josephine Fock har en stærk faglig profil og et bredt politisk netværk både lokalt og nationalt. Det er en stor fordel i det kommende arbejde med at positionere Lokk som en helt central aktør indenfor voldsområdet. Vi ser meget frem til samarbejdet med Josephine Fock som ny direktør i Lokk”, siger Susanne Ebdrup, der er bestyrelsesleder i Lokk i en pressemeddelelse.
Josephine Fock tiltræder sin nye stilling i midten af august, og får blandt andet til opgave at styrke organisationens stemme i den offentlige debat.
"Jeg er glad og taknemmelig for at blive en del af Lokk og ser frem til at bygge videre på organisationens stærke fundament sammen med et dygtigt sekretariat, en engageret bestyrelse og vores medlemskrisecentre. Jeg glæder mig til at arbejde for at styrke voldsudsatte voksnes og børns rettigheder og for at sikre adgang til helhedsorienterede, specialiserede indsatser før, under og efter et krisecenterophold," siger Josephine Fock selv.

