
Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Mange organisationer genkender sikkert balancen mellem at udvikle nyt og samtidig sikre stabilitet i det arbejde, der hver dag skaber resultater for børn, familier og lokalsamfund.
Når tempoet er højt, kan usikkerhed om fremtidig finansiering fylde mere, end godt er – også for de medarbejdere, der skal omsætte ambitioner til konkret forandring.
Data, evalueringer og børns egne perspektiver har i højere grad kunnet bruges aktivt til at videreudvikle indsatserne,
Susanne Dahl og Tue Klitgaard Christensen – generalsekretær i UNICEF Danmark, direktør i Alm. Brand Foreningen
For et år siden indgik UNICEF Danmark og Alm. Brand Foreningen 1792 derfor et flerårigt partnerskab på bagtæppet af et fælles værdisæt med overskriften: Sammen om børns trivsel og trygge fællesskaber.
Partnerskabet har et fælles fokus på, at børns rettigheder og trivsel ikke blot formidles, men forankres i praksis – i skoler, fritidsliv, kommuner og nationale beslutningsprocesser.
Ambitionen var ikke først og fremmest at skabe nye projekter, men at skabe bedre rammer for langsigtet effekt.
I partnerskabet har vi valgt at kombinere et stort fast kernebidrag til drift og skalering af eksisterende indsatser med midler til en mindre fælles udviklingspulje, hvor vi prioriterer et-årige projekter og initiativer i fællesskab. Målet er at give plads til både bestående programmer, kapacitetsopbygning, udvikling, innovation og læring uden at sætte det etablerede arbejde i konkurrence med det nye.
Drift som forudsætning for langsigtet effekt
I den filantropiske verden er finansiering ofte knyttet til konkrete, nye initiativer. Det har mange styrker, men kan også betyde, at indsatser med dokumenteret effekt løbende må genopfinde sig selv for at passe ind i projektlogikker.
Vores partnerskab er et forsøg på at supplere denne tilgang. Kernebidraget har for os skabt stabilitet omkring nogle af UNICEF Danmarks eksisterende flagskibsindsatser, herunder Rettighedsskoler og Børnevenlig Kommune – indsatser, der gennem flere år har opbygget faglighed, dokumentation og lokalt ejerskab i skoler og kommuner.
Den stabilitet har gjort det muligt at rette fokus mod kvalitet, konsolidering og effekt frem for løbende genansøgninger. Data, evalueringer og børns egne perspektiver har i højere grad kunnet bruges aktivt til at videreudvikle indsatserne.
Et konkret eksempel er Rettighedsskoler, hvor data fra 2025 viser, at elever på landets knap 70 Rettighedsskoler har et markant højere kendskab til deres rettigheder end elever generelt. Nationale trivselsdata peger samtidig på, at eleverne oplever større tryghed og mere medbestemmelse i skolen. Erfaringen har været enkel: Når noget har vist sig at virke, giver stabilitet mulighed for at fordybe og forstærke effekten.
Udvikling valgt i fællesskab
Partnerskabet rummer samtidig en udviklingspulje, hvor vi løbende drøfter, hvilke nye initiativer det giver bedst mening at igangsætte. Udvikling drives dermed ikke af enkeltstående ansøgninger eller kortsigtede trends, men af fælles strategiske overvejelser om behov og sammenhæng.
Partnerskabet gav mulighed for at tage tempoet ud af beslutningerne, styrke forandringsteorien og afsøge nye alliancer uden at miste retningen,
Susanne Dahl og Tue Klitgaard Christensen – Generalsekretær i UNICEF Danmark og Direktør i Alm. Brand Foreningen
I 2025 muliggjorde udviklingspuljen blandt andet en styrket kommunikationsindsats og gennemførelsen af Rettighedsstafetten, hvor undervisning og events på skoler førte til 867 anbefalinger fra børn i Danmark til, hvordan viden om børns rettigheder kan styrkes. Anbefalingerne blev overleveret til børne- og undervisningsministeren og Folketingets medlemmer. Fælles for initiativerne er, at de ikke erstatter eksisterende arbejde, men forstærker det.
Tillid giver handlekraft
Erfaringen har også været, at finansieringsformen i sig selv påvirker arbejdet. Når stabilitet er til stede, bliver der bedre plads til læring og justering undervejs.
I samarbejdet har vi valgt at investere i udvikling og kapacitet ved brug af sund dømmekraft - frem for færdige svar – samtidig med en forpligtelse til transparens og åben rapportering om både resultater og udfordringer. Det blev blandt andet tydeligt i arbejdet med børn i sport og fritid, hvor ændrede samarbejdsforhold i 2025 krævede en gentænkning af indsatsen. Partnerskabet gav mulighed for at tage tempoet ud af beslutningerne, styrke forandringsteorien og afsøge nye alliancer uden at miste retningen.
Erfaringen har mindet os om, at finansieringsformen ikke blot er en ramme omkring arbejdet – den er en aktiv del af forandringsteorien.
Drift og innovation er ikke modsætninger
Når ambitionen er langsigtede effekter, må et samarbejde og finansieringsmodel opbygges ambitiøst og langsigtet. Vores erfaringer er, at tillid og stabilitet ikke sænker tempoet – tværtimod.
Efter det første år står én erfaring særligt klart: Når finansiering bygger på tillid og ro til driftsopgaver og aftalt ramme for innovation, bliver der reel mulighed for at arbejde langsigtet i en god blanding af kvalitet, effekt og udvikling. Drift af de velkendte indsatser og mulighed til at gribe nye ideer er ikke modsætninger, men er gensidige forudsætninger for et tillidsbaseret partnerskab med effekt og værdiskabelse
Vi håber, at erfaringerne fra partnerskabet mellem UNICEF Danmark og Alm. Brand Foreningen 1792 kan bidrage som et eksempel på, hvordan fonde og civilsamfundsorganisationer kan opbygge samarbejdsstrukturer, der kan skabe både holdbare og dynamiske forandringer.


