
Julehjælp til trængte familier, sponsorat til den lokale fodboldklub eller økonomisk støtte til en byfest, et motionsløb eller en koncert i lokalsamfundet.
Det er blot nogle af mange muligheder, som KFI Erhvervsdrivende Fond med den lokale selvstændige købmand som omdrejningspunkt kunne finde på at give støtte til.
Købmandsfonden KFI har netop færdiggjort sin nye strategi for 2025-2027, hvor bestyrelsen opjusterer uddelingsambitionerne til en milliard kroner til fordeling over de næste tre år.
Et vigtigt fokusområde i strategien er lokale fællesskaber og aktiviteter, der er med til at sikre lokal udvikling via den selvstændige købmand.
”Vi er helt overbeviste om, at den lokale købmandsbutik og det lokale samfund er nødt til at gå sammen, hvis lokalsamfund skal overleve. Den selvstændige købmand spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet, og vi vil gerne understøtte den position og bidrage til aktiviteter og rammer for fællesskaber, der gør lokalsamfundet attraktivt for bosætning og dermed også for tilstedeværelsen af en købmandsbutik,” fortæller Terje List, administrerende direktør i KFI Erhvervsdrivende Fond.
Den lokale købmandspulje
Under overskriften ’Købmanden og lokalsamfundet’ har KFI derfor flere fokusområder. Det ene er den ’Lokale købmandspulje’, hvor selvstændige købmænd kan søge penge til at øge butikkens synlighed ved begivenheder i lokalområdet eller nye aktiviteter med udgangspunkt i købmandsbutikken.
Det kan være en donation i forbindelse med byfester, koncerter eller andet, hvor købmanden spiller en aktiv og synlig rolle som for eksempel vært ved grill-arrangement, kunde-event eller etablering af pop-up-butik.
Eller en markedsdag ved butikken med lokale varer, familiedage, fællesspisning i byen eller motionsløb med start og mål ved butikken. Uddelingen kan også bruges til at fejre begivenheder i og omkring butikken som for eksempel generationsskifte, butikkens fødselsdag eller uddeling af julehjælp.
Det ansøgte beløb skal være på minimum 15.000 kroner. Til gengæld er der ingen øvre grænse for beløbet. Der lægges vægt på aktivitetens positive indflydelse på købmandens omdømme, lokalsamfundets udvikling samt købmandens involvering.
”Vi vil gerne være med til at skabe sammenhængskraft i lokalsamfundet, og vi opfordrer købmanden til at have en forankring, så den lokale købmand er med til at gøre lokalsamfundet til et dejligt sted at leve,” siger Terje List.
Sponsorater og borgerprojekter
Derudover kan selvstændige købmænd søge om op til 25.000 kroner årligt til uddeling af et sponsorat til støtte for lokal kunst, kultur, sport eller foreningsliv. Beløbet må gerne deles ud på flere sponsorater i lokalområdet.
KFI’s uddelinger til lokalsamfund
- 2020: 19 mio. kr.
- 2021: 13 mio. kr.
- 2022: 14 mio. kr.
- 2023: 23 mio. kr.
- 2024: 27 mio. kr.
Kilde: KFI Erhvervsdrivende Fond
Det sidste ben er ’Borgerprojekter’, hvor der kan søges penge til første skridt forud for etableringen af en eventuel borgerfinansieret butik. Pengene kan bruges på en markedsanalyse, der kortlægger, om der er økonomisk grundlag for en butik i lokalområdet, men også til hvervemateriale, afholdelse af borgermøde, visualisering af indretning med videre.
Der kan søges op til 50.000 kroner pr. projekt.
Vigtig agenda om bæredygtighed
Et andet vigtigt fokuspunkt i den nye strategi med titlen ’Vi går hele vejen’ er bæredygtighed og den grønne omstilling.
”Vores strategi har fokus på at løse en række af de strukturelle udfordringer for den selvstændige købmandssektor, og her er overgang til mere bæredygtige energiløsninger – hele bæredygtighedsagendaen - utrolig vigtig”, siger Terje List.
Det handler både om energioptimering af anlæg til køl, frost og ventilation, men også om varmekilder, solceller på tage, varme-genvendingsanlæg og materialevalg ved ombygning.
”Vi er sat i verden for at give de selvstændige købmænd de bedst mulige markedsbetingelser, vi har midlerne og viljen til at sætte ind, hvor det kan være svært for den enkelte købmand, og det gælder blandt andet inden for bæredygtighed og klima.”
”Vi er i en branche – dagligvarehandel, som sætter et stort negativt klimaaftryk, så vi hilser også eksterne samarbejdspartnere velkomne, der kan hjælpe os med at minimere udledninger af CO2 ude i butikkerne,” siger Terje List.
Hjælp til generationsskifte
Med den nye strategi skrues der desuden op for fondens hjælp til generationsskifter, uddannelse og talentudvikling.
”Generationsskifterne er en meget vigtig proces, og vi er meget optaget af at finde den rigtige kandidat til den rigtige plads. Ved generationsskifter agerer vi den finansielle lim mellem den afstående købmand og den overtagende købmand. For det kræver store økonomiske muskler at overtage en købmandsbutik,” fortæller Terje List.
Den nye strategi fortsætter de fem fokusområder fra den tidligere strategi: ’Købmanden og butikken’, ’Købmanden og lokalsamfundet’, ’Uddannelse og trivsel’, ’Ideer der gavner købmændene bredt’ og ’Min ide’.
”Vi opfinder ikke nye fokusområder. Vi øger vores uddelingsambitioner med særligt fokus på uddelinger, der kan styrke den selvstændige købmands positive påvirkning for sit lokalområde og for samfundet generelt, uddelinger der hjælper med den grønne omstilling og generationsskifter – herunder uddannelse og talentudvikling,” fortæller Terje List.
Min ide som filantropisk virkemiddel
Under overskriften ’Min ide’ gør KFI brug af et filantropisk virkemiddel, hvor købmanden kan søge om midler til et projekt i sin butik, som ikke umiddelbart passer ind i fondens nuværende uddelingsprogrammer.
”Man skal huske på, at selvstændige købmænd er hårdtarbejdende folk med mange arbejdstimer, og det er ikke sikkert, at de bruger resten af deres vågne timer i døgnet på at finde ud af, hvad man kan søge hos KFI, så vores fem områder er tænkt som inspiration, men der er ingen begrænsninger, og vi vil meget gerne have ansøgninger om noget helt andet, der kan give inspiration til andre købmænd,” siger Terje List.
Under ’Min ide’ pågår der lige nu et pilotprojekt, hvor en købmand har fået midler til en mere effektiv form for kommunikation i butikken – mellem medarbejdere og mellem medarbejdere og kunder.
Som en del af den nye strategi øger købmandsfonden sagbehandlingstiden fra ansøgning til uddeling af penge.
”Vi er i et konkurrencepræget miljø, og her er ikke tid til at sidde på hænderne. Skal en købmand havde renoveret sin facade eller lagt nyt asfalt på sin parkeringsplads, så skal det ske nu. Så vi skruer op for tempoet,” fortæller Terje List.
Derudover skruer fonden ned for kravet til medfinansiering, så købmændene skal bidrage med en mindre andel fra egen lomme
Uddelinger slog rekord i 2024
Når KFI øger uddelingsambitionerne sker det på bagtæppet af et 2024, hvor fonden slog uddelingsrekord: 245 millioner kroner fordelt på mere end 1.600 enkeltuddelinger.
I 2024 blev der uddelt 57 millioner kroner til uddannelse og elever, 52 millioner kroner til udvikling af butikker, 41 millioner kroner til CO2-reducerende tiltag og 27 millioner kroner til initiativer i lokalområderne.
”Vi har i en årrække skabt en forretningsmodel og et erhvervsben, som genererer gode økonomiske resultater, og det tror vi også kommer til at ske i årene fremover. Samtidig har vi en robust egenkapital, som gør, at vi kan skrue endnu mere op for uddelingerne,” siger Terje List.
Endnu er fondens regnskab for 2024 ikke offentliggjort, men seneste regnskab fra 2023 viste et resultat før skat på 425 millioner kroner, en egenkapital på 4,2 milliarder kroner og en balancesum på 8 milliarder kroner.
Fondens indtægter kommer primært fra porteføljen af erhvervs- og beboelsesejendomme, hvor KFI ejer og administrerer 162 ejendomme med omkring 1.100 lejemål. I størstedelen af ejendommene er der mindst én dagligvareforretning.
”85 procent af vores formue ligger i ejendomme, og her har vi også været i investeringsmarkedet og foretaget en række ejendomskøb blandt andet Rotunden i Hellerup,” fortæller Terje List.
Væsentlig forøgelse af uddelingsambition
Ambitionen er at uddele en milliard kroner over de næste tre år – en væsentlig forøgelse i forhold til den forrige strategiperiode, hvor fonden har uddelt 676 millioner kroner i årene 2022-2024.
Terje List understreger dog, at der er tale om uddelingsambitioner. For i 2024 havde fonden mere end 300 millioner kroner til uddeling, men fik kun kvalificerede ansøgninger nok til at uddele 254 millioner kroner.
Ifølge Terje List handler det ikke om manglende kendskabsgrad, da fonden senest undersøgte de selvstændige købmænds kendskab til fonden, lå den på 98 procent, fortæller han.
For at kunne søge hos KFI Erhvervsdrivende Fond skal man være en selvstændig købmand, der primært sælger dagligvarer og har en årlig omsætning på minimum 15 millioner kroner eksklusiv moms.
De modtagerberettede købmænd kommer fra kæderne Meny, Rema 1000, SPAR, Din Købmand, Løvbjerg og ABC Lavpris.