
Kræftens Bekæmpelse er gået ind i et nyt partnerskab med Center for Sundt Liv og Trivsel, der er et videnscenter etableret af Novo Nordisk Fonden og Sundhedsministeriet.
Det sker, fordi organisationen ser et behov for at kigge på samfundsstrukturerne omkring børn og unges sundhed i forhold til stigende overvægt i denne målgruppe, fortæller Sofia Lourenço, specialkonsulent i Kræftens Bekæmpelse.
Samarbejdet skal afdække, hvilke faktorer der spiller en rolle for at børn og unge bliver overvægtige.
“Det kan for eksempel være fødevarepriser, mærkningsordninger eller markedsføring af usunde fødevarer på sociale medier og i bybilledet. Alt sammen nogle overordnede rammer, som er med til at påvirke børn og unges sundhedsadfærd i en tidlig alder. Og det håber vi på, at vores partnerskab kan bidrage til at ændre på sigt,” siger Nanna Schneekloth Jarlstrup, forsker og projektleder i Center for Sundt Liv og Trivsel.
At undersøge om fødevarepriser, udearealer, markedsføring på sociale medier eller helt andre ting, har størst betydning for børn og unges overvægt, har måske ikke umiddelbart så meget med kræft at gøre.
Alligevel giver samarbejdet mening, hvis man spørger Sofia Lourenço, fordi Kræftens Bekæmpelse tidligere har arbejdet med indsatser rettet mod børn og unge.
”Vi har jo erfaring på ungeområdet i forhold til tiltag på for eksempel alkoholområdet eller kampagner mod at starte med at ryge,” siger hun.
Vi er dog ikke kommet så langt, at vi har udvalgt nogle specifikke initiativer vi skal arbejde videre med i de næste faser.
Sofia Lourenço – Specialkonsulent, Kræftens Bekæmpelse
Overvægt kommer også med en øget risiko for en række kræftformer. Særligt i voksenlivet. Derfor synes Sofia Lourenço også, at det er relevant for Kræftens Bekæmpelse at arbejde med indsatser rettet mod at forebygge overvægt hos børn og unge.
“Men når det kommer til at arbejde med overvægt hos børn og unge, så er det en målgruppe vi har lidt mindre erfaring med– som Center for Sundt Liv og Trivsel til gengæld har stor erfaring med. Særligt når det kommer til børn og unges trivsel i en lidt bredere forstand, og derfor har vi valgt at alliere os med dem” siger Sofia Lourenço.
Det nye samarbejde er i de indledende faser, hvor parterne undersøger og indsamler viden fra eksisterende forskning og relevante aktører i forhold til, hvor, og hvilke, forebyggende indsatser kan gøre den største forskel for børn og unge, fortæller Nanna Schneekloth Jarlstrup fra Center for Sundt Liv og Trivsel.
Planen er at partnerskabets samarbejde kommer til at foregå i flere faser, hvor den første fase i form af de indledende møder og workshops til vidensindsamling er gennemført:
“Vi er dog ikke kommet så langt, at vi har udvalgt nogle specifikke initiativer vi skal arbejde videre med i de næste faser," siger Sofia Lourenço.
Parterne er således stadig ikke kommet nærmere, hvad initiativerne eller indsatserne konkret bliver. Det kunne for eksempel være informationskampagner, udvikling af policy-anbefalinger eller skolemadsordninger, fortæller hun.
Begge organisationer har medfinansieret partnerskabet. Det er dog ikke helt ligeligt fordelt, hvor mange penge der er investeret. Center for Sundt Liv og Trivsel har investeret cirka 4,5 millioner kroner, mens Kræftens Bekæmpelse bidrager med cirka 1,8 millioner kroner.
Hvorvidt der skal investeres flere penge i partnerskabet i løbet af de kommende faser, er heller ikke blevet besluttet endnu, siger Nanna Schneekloth Jarlstrup.
Hvorfor er fokus på børns vægt så vigtigt?
Overvægt hos børn og unge kan følge dem ind i voksenlivet, hvor det er veldokumenteret, at risikoen for kræft stiger:
”Der er jo nogle børn, som heldigvis vokser fra det. Men der er faktisk helt op til 70 procent af børn, der tager overvægten, og især svær overvægt, med sig ind i voksenlivet. Og det betyder noget i forhold til risikoen for at udvikle kræft.”
”Sammenhængen mellem overvægt og kræft er veldokumenteret af blandt andet af WHO’s (Verdenssundhedsorganisationen, red.) kræftagentur (IARC), som viser, at overvægt kan øge risikoen for flere forskellige kræftformer,” siger Sofia Lourenço.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse indtager danske børn og unge op til fire gange så mange søde sager og sukkerholdige drikke, som der er plads til ifølge de officielle kostråd.
“Når det gælder børn, er det jo slet ikke deres ansvar at forebygge overvægt hos dem selv. Det ansvar ligger hos de voksne omkring dem – for eksempel skolen, forældrene, kommunalpolitikere eller politikerne på Christiansborg. Derfor vil vi gerne bidrage til udviklingen af indsatser, som kan gøre det nemmere for at forebygge overvægt hos børn og unge,” siger Sofia Lourenço.
Det handler ikke om at skulle give børn og familier endnu en løftet pegefinger. Tværtimod vil partnerskabet flytte fokus fra individuelle vaner til de strukturer og rammer, der former børns hverdag, og som kan bidrage til, at nogle børn og unge bliver overvægtige, siger Nanna Schneekloth Jarlstrup.
Gennemslagskraft
Der er en god synergi mellem de to organisationer, og Kræftens Bekæmpelse kan være afgørende for at styrke budskabet, siger Nanna Schneekloth Jarlstrup.
Så de har en rigtig god viden også på det her område. Også er de en stor aktør, og for os er det interessant at indgå partnerskab med nogen, der har en gennemslagskraft ude i den virkelige verden. Det mener vi, Kræftens Bekæmpelse har.
Nanna Schneekloth Jarlstrup – Forsker og projektleder, Center for Sundt Liv og Trivsel
“Vi ser, at flere og flere arbejder for at skabe gode og sunde omgivelser for børn og unge. Og det gør Kræftens Bekæmpelse også. De har været meget fremme på nogle af de her dagsordener – blandt andet når det kommer til markedsføring af usunde fødevarer til børn,” siger hun.
Det kunne for eksempel være Kræftens Bekæmpelses kampagne ‘Et lettere samfund’, hvor de lavede en undersøgelse, der viste, at op til 80 procent af den fødevaremarkedsføring, som børn og unge møder, viser usunde fødevarer.
“Så de har en rigtig god viden også på det her område. Også er de en stor aktør, og for os er det interessant at indgå partnerskab med nogen, der har en gennemslagskraft ude i den virkelige verden. Det mener vi, Kræftens Bekæmpelse har,” siger Nanna Schneekloth Jarlstrup.

