At det kræver systemforandring at løse nogle af samfundets mest komplekse problemer, er der bred enighed om. Og at det kræver langsigtede samarbejder, er der også konsensus omkring.
Men selvom 45 procent af alle adspurgte fonde siger, at de gerne vil arbejde mere med systemforandring i fremtiden, er der visse hindringer.
Det fremgår af en ny rapport, ‘Fonde og systemforandring’, som Realdania, Bikubenfonden, Trygfonden og Poul Due Jensens Fond har fået udarbejdet af Boston Consulting Group og Transition Collective.
Rapportens analyse baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse med knap 200 respondenter fra myndigheder, kommuner, det politiske system, civilsamfundsorganisationer, filantropiske fonde og foreninger. Og derudover 30 kvalitative interviews med eksperter og ledere.
Formålet med at lave analysen har været at afdække behov, barrierer og potentialer for fondes arbejde med systemforandring, og nogle af de barrierer, som rapporten identificerer, relaterer sig altså til fondenes strategier.
Top 8: De mest centrale samfundsproblemer, der kræver systemforandringerI rapporten er respondenterne også blevet spurgt om, hvilke samfundsproblemer der i størst grad kalder på systemforandring. Se den rangerede liste her:
- 1. Klimakrisen
- 2. Trivselskrisen
- 3. Social ulighed
- 4. Demografiske udfordringer
- 5. Udfordringer i sundheds- og velfærddystemet
- 6. Uddannelse og arbejdsmarked
- 7. Teknologi
- 8. Globalisering
“Nogle fonde oplever, at deres strategier begrænser deres evne til at fremme systemforandring. Flere fonde har strategier med fokus på kortsigtede projekter, der kan levere hurtige resultater. Hvis man som fond ønsker at engagere sig i systemforandring, kan sådanne strategier begrænse mulighederne,” står der blandt andet i rapporten.
Hver fjerde fond angiver desunden, at fokus på andre konkurrerende dagsordener internt i fonden er en barriere, hvilket kan skyldes bevidste strategiske prioriteringer eller være et resultat af manglende afstemthed mellem fondens strategi og ambitionerne om at bidrage til systemforandring, fremgår det videre af rapporten.
Derfor må fonde altså tilpasse deres organisationer, så de kan understøtte “modige valg med et langsigtet fokus,” konkluderer rapporten.
“Fondens interne organisering skal kunne understøtte arbejdet med en systemisk tilgang, og det er derfor vigtigt at sikre de rette interne betingelser for at kunne agere mere fleksibelt og understøtte mere langsigtede valg,” står der.
Manglende viden og kompetencer
Rapporten identificerer desuden en række barrierer for at kunne arbejde mere med systemforandring, men viljen til at samarbejde er i hvert fald ikke en af dem.
”Det er første gang, der i Danmark er sat spotlight på muligheder og barrierer i
forhold til at arbejde systemisk med de helt store problemer. Den gode nyhed
er, at appetitten på nye og perspektivrige samarbejder er ganske stor både
blandt for eksempel fonde, civilsamfundsorganisationer og myndigheder. Mange peger
dog på, at manglende kompetencer og viden er en barriere for at bidrage
mere,” siger Mette Lindgaard, Managing Director & Partner i Boston Consulting
Group, i en pressemeddelselse.