
”Go’daw, jeg hedder Lars Larsen – Jeg har et godt tilbud” er titlen på købmand Lars Larsens husstandsomdelte selvbiografi fra 2004, der på forsiden har et foto af en tv-skærm, hvor Jysk-grundlæggeren sidder med en fjer mellem to fingre, mens en tekst fortæller, at der er tilbud i Jysk på to puder og to dyner til 999 kroner.
Lars Larsens Jysk Fond er navnet på den erhvervsdrivende fond, som Lars Larsen stiftede i 2017, og som ejer én procent af aktierne i Lars Larsen Group. Lars Larsen døde i august 2019, men havde han stadig levet, kunne han have omskrevet sit gamle reklameslogan til ”Go’daw, det her er Lars Larsens Jysk Fond – vi vil gerne dele flere penge ud!”
Fonden har således gennem de senere år øget sine filantropiske uddelinger ganske betragteligt. Det viser en gennemgang af fondens regnskaber, som Filantropi har foretaget.
Lars Larsens Jysk Fond støtter projekter, der, som fonden formulerer det, ”i overensstemmelse med familieværdierne i Lars Larsen Group er med til at styrke det danske samfund”. Fokus er blandt andet på vanskeligt stillede børn, bekæmpelse af sygdomme, bedre forhold for kultur og sport samt iværksætteri.
Derudover har fonden, ligesom dens grundlægger, et særligt godt øje til handicapidræt. Lars Larsen stod blandt andet bag et af danmarkshistoriens længstvarende sportssponsorater, nemlig sponsoraftalen mellem Jysk og Parasport Danmark.
Første uddeling til Børns Vilkår
Fondens første uddeling blev offentliggjort i november 2019 og var på én million kroner til et nyt projekt fra Børns Vilkår. Projektet omhandlede støtte til børn, hvis forældre er eller har været ramt af psykisk sygdom.
”Jeg ved, at støtten til børn, der har psykisk sygdom tæt inde på livet, ville gøre Lars stolt. Han oplevede selv, hvad det betyder under sin egen barndom,” lød det i en pressemeddelelse i forbindelse med den første donation fra Lars Larsens enke, Kris Brunsborg, som i samme forbindelse lod sig erstatte i fondsbestyrelsen af datteren Mette Brunsborg.
Lars Larsens Jysk Fond
- Erhvervsdrivende fond.
- Stiftet i 2017 af Lars Larsen.
- Fonden ejer én procent af Lars Larsen Group og har også en stemmeandel på én procent. De resterende 99 procent af ejerskab og stemmer er fordelt ligeligt mellem Lars Larsens to børn og fire børnebørn (hver ejer 16,5 procent).
- Fonden havde i seneste regnskabsår (2023-2024) et overskud på 5,4 millioner kroner.
- Formand for bestyrelsen er advokat Jesper Aabenhus Rasmussen.
- Fonden har to årlige ansøgningsfrister. Næste frist er tirsdag den 30. september.
Millionbevillingen til Børns Vilkår var den eneste i det første regnskabsår 2019-20, og i de to følgende regnskabsår blev her uddelt endnu mindre.
I 2020-21 modtog Barnets Blå Hus Vesthimmerland i Aars, der er et behandlingstilbud for børn og unge fra hjem med misbrugsproblemer, 315.000 kroner, og i 2021-22 fik den samme modtager 950.000 kroner. Ingen øvrige ansøgere kom igennem nåleøjet hos fondens bestyrelse.
Sidenhen er der skruet gevaldigt op for både uddelingernes størrelse og spændvidden i, hvem der skal have glæde af pengene.
I 2022-23 blev der i alt uddelt 7,7 millioner kroner. Flest tilfaldt humanitære formål og idrætsforeninger, men også kulturelle aktiviteter og dansk handicapidræt fik penge fra fonden.
I det seneste regnskabsår, 2023-24, nåede uddelingerne i alt op på 9,2 millioner kroner. Næsten to tredjedele af de uddelte midler blev givet til humanitære formål, mens de resterende penge blev fordelt mellem kulturelle formål, handicapidræt, idrætsforeninger, fremme af iværksætteraktiviteter og fremme af detailvirksomhed m.v.
En del af pengene inden for iværksætteri, mere specifikt en halv million kroner, gik til afvikling af ’Unge Forskere’, som er Danmarks største konkurrence for børn og unge inden for STEM-fagene.
Af fondens senest offentliggjorte regnskab fremgår endvidere, at der er blevet henlagt 12,2 millioner kroner til uddelingsrammen.
Hvor meget der i alt bliver uddelt i indeværende regnskabsår, som slutter ultimo august, ventes offentliggjort i slutningen af november.
Familien med til at bestemme
Lars Larsens Jysk Fond har advokat Jesper Aabenhus Rasmussen som formand, mens Lars Larsens søn Jacob Brunsborg er næstformand. Også Lars Larsens datter Mette Brunsborg har sæde i fondsbestyrelsen.
Samme tre personer ser en del til hinanden. De udgør nemlig også bestyrelsen i Lars Larsen Group – her med Jacob Brunsborg som formand.
Filantropi har forgæves forsøgt at få bestyrelsesformand Jesper Aabenhus Rasmussen til at sætte nogle ord på de seneste års øgede uddelinger i erhvervsfonden og strategien for de kommende års uddelingsaktiviteter. Filantropis interviewanmodning er blevet besvaret af Åse Andersson, der er kommunikationsdirektør i Lars Larsen Group. På vegne af formanden takker hun nej til interview.

