I snart 20 år har Stig Fog som selvstændig konsulent rådgivet flere end 100 forskellige humanitære-, sygdomsbekæmpende- og internationale hjælpeorganisationer. Han har været med til at stifte de indsamlende organisationers brancheorganisation Isobro og står for 19. år i træk bag Danmarksindsamlingen, når han ikke underviser på Isobros fundraisinguddannelse.
Serie: Ngo-branchens
førende fundraisereI denne serie stiller Filantropi en række spørgsmål til nogle af landets førende fundraisere inden for ngo-sektoren.
Denne artikel er den anden i serien.
Læs den første artikel med Tina Engberg, fundraisingchef i Dyrenes Beskyttelse, her:
De følgende uger kan du læse interviews med
Mette Willenbrock Hattens, fundraising- og arvekonsulent i AIDS-fondet og
Morten Purup Jørgensen, fundraising- og marketingchef i Røde Kors.
Hvordan kom du til at arbejde med fundraising?
Jeg læste PR på RUC og skulle i praktik hos Det Danske Missionsselskab. Der blev jeg nysgerrig på indsamlingsarbejdet, og da jeg skulle skrive speciale, havde Folkekirkens Nødhjælp lige lavet en af Danmarks første indsamlingsreklamer på TV 2, der dengang var i sin vorden. Debatten om den førte til, at jeg valgte at skrive speciale om indsamlingsstrategi – og undervejs blev et job slået op hos Folkekirkens Nødhjælp, som jeg søgte – og fik – inden, jeg var færdig med specialet.
Hvilke fundraisingdiscipliner optager dig mest, og hvorfor?
Indsamling blandt private optager mig mest. Både fordi det er dér, de fleste penge kommer fra, men også fordi der er så mange problemstillinger, der skal adresseres: Kommunikation, budskaber, teknologi, økonomi, etik og så videre.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Jeg laver Danmarks Indsamling for 19. gang, så det fylder en del hele året. Snart skal jeg i gang med at være tovholder for et netværk for arvespecialister i Isobro. Det er et arbejdsfelt, der ikke er blevet brugt så mange ressourcer på hidtil, men som mange organisationer er begyndt at arbejde mere professionelt med.
Hvornår er dit job allermest meningsfuldt?
Altid. Fordi dét, jeg enten selv gør, eller får andre til at gøre, skaber en positiv forskel i menneskers liv.
Hvornår er dit job allermest udfordrende?
Det er i princippet altid udfordrende, fordi ingen mennesker vågner om morgenen og tænker: ”Hvad skal jeg støtte i dag?”. Det kræver hårdt arbejde og erfaring, hvis man skal lykkes. Og med et væld af kommunikationskanaler og medier er spillepladen meget større i dag, end den var, da jeg begyndte for næsten 30 år siden.
Fundraising er blevet mere kompliceret i dag, fordi man har så mange muligheder som fundraiser. Da jeg kom ind i faget i midten af 1990’erne, var virkemidlerne til at komme i kontakt med folk langt mere begrænsede. Fundraisingbranchen var ikke nær så professionel som i dag, og der var ikke så meget kamp om folks opmærksomhed.
I dag er der langt flere kanaler, og kampen om folks opmærksomhed er intensiveret helt vildt.
Hvilke(n) faglige indsats(er) er du mest stolt af at have været en del af?
Jeg er meget stolt af at have været med til at stifte Isobro i 2001, fordi det har haft en stor betydning for det brede fællesskab blandt organisationerne. Og så er jeg også stolt af at have været med til mange store TV-indsamlinger gennem næsten 30 år – og mit virke som underviser på Isobros Fundraisinguddannelse.
Ved at undervise, kommer min indsats flere til gavn, for hvis jeg kan bidrage til at gøre fundraiserne dygtigere, bliver de mere effektive, og det gavner både dem selv, bidragsyderne og sagen. Så alle interessenter i hele værdikæden bliver begunstiget, hvis fundraiserne er dygtige.
Blå bogStig Fog har siden 2005 rådgivet en lang række ngo’er om fundraising som selvstændig konsulent
Han har blandt andet været projektleder for det årlige indsamlingsshow Danmarks Indsamling på DR siden 2007
Han underviser desuden på Isobros fundraisinguddannelse
I 2001 var Stig Fog med til at stifte de indsamlende organisationers brancheorganisation Isobro og var organisationens første formand.
Han fik sit første job som fundraiser i 1995 i Folkekirkens Nødhjælp
Uddannet i Public Relations fra RUC i 1995 med speciale i Indsamlingsstrategi
Hvordan vil du beskrive branchens tilstand lige nu?
Vi er nok i en form for overgangsfase, hvor nogle af de traditionelle ”cash cows” er udfordret, fordi det bliver dyrere og dyrere at komme i kontakt med nye bidragsydere og fastholde de eksisterende.
Folk er blevet mere troløse, end de har været, og hvis frafaldet stiger, samtidig med, at det er sværere at tiltrække nye donorer, bliver koen så at sige tyndere.
Udviklingen skyldes jo, at kampen om opmærksomhed er blevet så hård. I dag tager unge mennesker ikke telefonen, hvis de ikke ved, hvem der ringer. Vi er blevet vænnet til, at der hele tiden er kamp om vores opmærksomhed, så vi er blevet mere selektive, fordi vi bliver stopfodret med tilbud og muligheder hele tiden.
Hvor ser du det største udviklingspotentiale lige nu?
Det personlige møde mellem mennesker går aldrig af mode. Jeg har både et håb, men også en tro på, at vi finder tilbage til det personlige møde i højere grad, når vi er blevet trætte af den digitale verden.
Som kommunikatører mener jeg, vi bør have fokus på at være sammen med mennesker og kommunikere med dem, og ikke kun at kommunikere til dem. Et eksempel på den kraft er, da man sendte facere på gaden. Det havde en enorm virkning, indtil metoden blev udvandet.
Jeg håber, branchen finder tilbage til det urgamle møde mellem mennesker, for der sker noget andet, når man møder et andet menneske, end når man scroller over noget på nettet.
Hvordan det vil kunne se ud i praksis, vil nok være forskelligt fra organisation til organisation.
Jeg har ikke de vise sten, men jeg tror, der vil komme et modsvar til det digitale på et tidspunkt.
Hvad tror du bliver den næste store trend inden for fundraising?
Gameification sniger sig ind overalt. Og giverne bliver i højere grad vænnet til, at der er modydelser forbundet med deres bidrag. Det er på sigt en stor fare.
Jeg ser også en tendens til, at der samles mere ind til helt konkrete mennesker. For eksempel en indsamling til en konkret familie, hvor far og mor er blevet dræbt i en trafikulykke, og så bliver der indsamlet til børnene. Det er selvfølgelig rart for den enkelte familie, men det hjælper grundlæggende ikke med at skabe bedre trafiksikkerhed, så det løser ikke et større problem.
Hvis vi bliver alt for fanget af storytellingen og fortællingen om, hvad det siger om os selv, at vi giver, risikerer vi, at organisationerne får svært ved at arbejde med de mere komplekse problemstillinger. Den forsimpling er sociale medier med til at understøtte, og det er et problem, hvis for mange af pengene går derhen, hvor organisationerne ikke kan træde et skridt tilbage og spørge, om pengene ikke er bedre givet ud ved at putte dem i forebyggende initiativer.
Hvad er, i dine øjne, den største udfordring i branchen lige nu?
Der har gennem lang tid været et problem – ikke kun for branchen, men for hele samfundet – med, at vi ikke længere har fælles referencerammer for vores liv. Det betyder, at det bliver sværere at arbejde med de vigtigste problemer, men at fokus ofte kommer på det, der er lettest at forstå og reagere på.
De sygdomsbekæmpende organisationer har for eksempel nemmere ved at samle penge ind til folk, der er kommet galt afsted, end til forebyggelse, og det er nemmere at samle ind til katastrofer, end til de indsatser der skal til for at undgå dem. Jo mere konkret, jo højere er graden af identifikation. Her har vi en dannelsesmæssig udfordring i samfundet, i og med at vores fælles referenceramme er svækket. Vi får kun de nyheder, vi selv opsøger, og derfor er der risiko for, at vi ender i små ekkokamre.
Hvad irriterer dig mest ved din branche?
At vi stadig betragtes som en branche af mennesker, der må ”nøjes” med at arbejde med velgørenhed – og helst gratis og frivilligt. Den betragtning er jeg blevet mødt med mange gange.
Forestillingen om, at ens indsats skal være uegennyttig går tilbage til den protestantiske nytteetik, og det er måske derfor, organisationerne arbejder så meget med at fortælle, hvor få penge de bruger på administration. Men omkostningerne siger jo intet om, hvor mange penge der er til formålet, så det irriterer mig, at organisationerne bliver ved med at kommunikere sig ned i et hul. Måske kan en bedre lønnet medarbejder generere flere penge til sagen end end dårligere lønnet og dermed sikre flere penge til sagen totalt set.
Hvad er dit bedste råd til nye fundraisere, der er på vej ind i branchen?
Du kommer til at lave fejl. Lær af dem, lyt til dine kollegaer og konkurrenter – og forsøg igen. Gør du kun det sikre, kommer du aldrig i mål.
Hvordan forestiller du dig, at fremtidens fundraising kommer til at se ud?
Problematisk. Organisationernes rolle som formidlere mellem bidragydere og modtagere tilfører værdi til bidraget, men moderne teknologi kan potentielt gøre organisationernes rolle overflødig. Men det er hverken til gavn for giver eller modtager.
Der er for eksempel kommet webportaler, hvor man kan yde mikrolån til folk, og med moderne kommunikationsmidler kan folk selv komme i kontakt med potentielle donorer. Der er den risiko ved det, at organisationernes rolle i værdikæden bliver forandret, og hvis det bliver for let at støtte direkte uden om organisationerne, kommer vi aldrig til at løse de mere komplicerede problemer, som organisationerne forsøger at løse ved for eksempel at arbejde med kapacitetsopbygning hos deres samarbejdspartnere.
